Medlem af Rejsegarantifonden nr. 3392

Email: info@afrikashorisonter.dk

Telefon: (+45) 22 82 75 90

Kategorisering af camps, lodges og resorts

Afrikas Horisonters rating system

Prisniveau

Oplevelsen

Bæredygtighed

Vi har valgt at lave vores eget rating system, som passer godt til Afrika, hvor det i den grad handler om oplevelsen. Vi bruger 3 ikoner til at kategorisere vores camps/lodges og resorts. Et Afrika ikon for oplevelsen, et dollar symbol for prisniveauet og et blad for bæredygtighed. Kategoriseringen for de 3 ikoner går fra 0-5.

 

Afrika er anderledes end mange andre kontinenter, da det ikke er lige så meget hoteller & resorts man bor på. Her besøger man tit landene for at tage på safari og her bor I på lodges og camps og tit i telte hvor det ikke handler om faciliteter men mere om oplevelsen, den føelse stedet giver en. Så her er beliggenheden, størrelsen, atmosfæren af camp/lodge det vigtigste. Så en lille mobil camp der kan flyttes i forhold til, hvor dyrene er, kan have en lige så høj rating som en luksus lodge med mange faciliteter.
En anden vigtig parameter, som er svær at komme uden om for en Afrikarejse, er at det handler om dyrene, naturen og menneskene, som lever i og af naturen. Lodges og camps i Afrika er meget langt med bæredygtighed/ansvarlighed.

 

Når man besøger de forskellige camps/lodges i områderne, så betaler man automatisk tilbage til naturen/dyrene og menneskene ved at være taget hertil (igennem park fees m.m.). Men der er stor forskel mellem de forskellige lodges/camps på, hvor stort deres fokus i virkeligheden er på det, og hvad og hvilke projekter de er involveret i. Derfor har vi lavet et ikon der kategoriserer hver lodge/camp/resort på hvor bæredygtige/ansvarlige de er ud fra vores opfattelse. Her har vi set på, hvilken påvirkning campen/lodgen har på miljøet, og hvad der bliver gjort for naturbevaring og lokalsamfundet.

 

 

Prisniveau:

Prisniveauet siger lidt sig selv.

 

Oplevelsen:

Dette er alt det udefinerbare og den følelse stedet giver dig. Det er alle de bløde værdier, og ofte kan man ikke sige præcis, hvorfor f.eks. lige denne camp giver dig den helt rigtige følelse. Det er ofte en masse sammenhænge, der lige giver det ekstra. Nogle gange er det størrelsen på campen/lodgen, beliggenheden i forhold til dyrene, udsigten, stemningen, lyset, ledelsen, værterne, indretningen, maden, får man oplevelsen mere for sig selv m.m.

 

Bæredygtighed:

Dette er en svær størrelse, men vi har alligevel gjort et hæderligt forsøg ved både at besøge de forskellige overnatningssteder og gennemført en del research for at få et så retfærdigt billede som muligt af, hvor bæredygtige de er.

 

Følgende er nogle af de punkter, der er med i vurderingen:

 

Overnatningsstedets byggematerialer:
Er det naturmaterialer, canvas, betonfundament, træ? Vil der være spor efter overnatningsstedet, hvis det fjernes?

 

Vandstyring og energihåndtering:

Er der måler på vandforbrug, vandspare-enheder, genbruges køkkenvand og vand fra gæsteværelser? Er der minimering af forurenende energi og brug/supplement af grøn energi som f.eks. solpaneler? Hvor meget af campen bliver drevet på solceller, og hvor meget drives af generatorer? Hvor stor belastning har overnatningsstedet på naturen? Kører deres safarikøretøjer på el, diesel eller benzin?

 

Håndtering af affald og spildevandshåndtering:
Hvor effektiv er deres sortering, og hvor meget affald bliver genbrugt? Genopfyldes f.eks. flasker med shampo og sæbe,  får du ved ankomst din egen glasflaske for genopfyldning af vand? Hvordan styrer de spildevandshåndteringen? Har de et bio-behandlingsanlæg, inden det kommer i septiktanke for så igen at kunne genbruge vandet?

 

Kemisk brug:
Er der minimering af brugen af ​​skadelige stoffer som rengøringsmaterialer og udskiftning med miljøvenlige
produkter?

 

Vidensdeling til besøgende:
Fortæller de om bæredygtighed og naturbevaring? Er der materiale om naturbevaring og bæredygtighed i jeres telt/værelse?

 

Fordele til lokalsamfundet:
Er lokalsamfundet involveret, så de får en økonomisk fordel af turistindustrien? Er stedet involveret i naturbevarelse som f.eks. genplantning af træer? Køber stedet økologisk fra landsbyerne, f.eks. honning, grøntsager, kød m.m.?

 

Kulturel bevaring og beskyttelse af  lokalsamfundet:
Har de projekter, der hjælper lokalsamfundet med at bevare deres håndværks-traditioner? Masaier kommer og fortæller om deres levevis og udøver deres danse-traditioner m.m.

 

Sundhed og sikkerhed:
Har de projekter, der bygger klinikker i landsbyerne, eller har de selv klinikker, som lokalsamfundet kan benytte?

 

Uddannelse af personale og lokalbefolkning:
Ansætter og uddanner de lokale fra nærområdet? Har de projekter, der hjælper lokalbefolkningen med at få en uddannelse m.m.?

 

Beskæftigelse, løn og social retfærdighed:
Har de ansatte ordentlige forhold? Bliver de behandlet fornuftigt? Får de en rimelig løn? Bliver der anvendt  børnearbejde eller anden misbrug af menneskerettigheder?

Læs også om bæredygtige projekter i Afrika