Kilaguni Serena Lodge
Kilaguni Serena Lodge
Prisniveau
Oplevelsen
Bæredygtighed
Introduktion
Lad det være skrevet med det samme. Billederne yder på ingen måde denne lodge retfærdighed. Kilaguni Serena Lodge er en del af Serena hotelkæden, som har i alt 34 hoteller. Serena står for kvalitet. Alt er en tand bedre her. Både værelser, mad, beliggenhed og udsigt. Det samme gælder for Kilaguni. Alle elsker denne lodge, og vi hører gang på gang: "Bare jeg havde boet en ekstra dag på Kilaguni".
Beliggenhed
Kilaguni ligger inde i Tsavo West National Park lidt oppe ad en skråning med en vidunderlig udsigt over parken. Både fra værelserne og fra den store åbne restaurant er der udsigt over parken. Ligeledes er der et vandhul nede foran denne lodge, hvor bl.a. elefanterne kommer for at drikke. Fra Nairobi er der 265 km/5 timers kørsel. Fra Mombasa er der 271 km/5 timers kørsel.
Lodgen
Der er 56 værelser på Kilaguni Serena Lodge. Alle værelserne har deres egen veranda, nogle med udsigt til vandhullet og andre med udsigt til Chyulu Hills. Denne lodge har en central stråtækt restaurant og en bar bygget i natursten. Restauranten og baren er forbundet af en terrasse, som har direkte udsigt til vandhullet. Kilaguni Serena Lodge har også en fin swimmingpool og solsenge med pool håndklæder.
Gæster på Kilaguni Serena Lodge ønsker stort set altid, at de havde boet der en ekstra dag og billederne, som vi har på vores webside, yder som nævnt på ingen måde denne lodge retfærdighed.
Din dag på Kilaguni Serena Lodge
Fra denne lodge køres morgen- og eftermiddagssafari. I kan også vælge at gå på en vandre-safari med stedets naturvejleder for at høre nærmere om dyr, fugle og planter. Mellem safarierne kan I bade i swimmingpoolen. Fra restauranten kan I holde øje med vandhullet, da der dagen igennem kommer dyr i en lind strøm for at drikke.
Bæredygtighed
Man kan måske undre sig over at Kilaguni Serena Lodge er certificeret med guld hos Eco Tourism of Kenya, i og med at det er en stor lodge. Årsagen er at lodgen har en meget effektiv energistyring med 960 solpaneler, en effektiv vandstyring, effektiv affaldssortering og effektiv sortering og genbrug af spildevand. Der er fokus på sundhed og sikkerhed, personalevelfærd samt personalegoder så som barsel, forældreorlov osv. Hertil gøres der et utroligt stort arbejde for bevarelse af dyrelivet i hele Tsavo området i samarbejde med lokalbefolkningen. Ydermere er lodgen involveret i et utal af projekter i lokal samfundet med skoler, hospitaler samt genplantningsprojekter.
Personligt minde
Som alle andre ønskede jeg at jeg kunne have haft mere tid på Kilaguni. Jeg kunne have siddet hele dagen, hver dag, nippet til kaffe og nydt den utrolige udsigt. Der er et vandhul lige nede foran lodgen, hvor der hele dagen kom dyr for at drikke. Jeg så elefanter, bøfler, bavianer, zebraer, impalaer, oryx, vortesvin og et utal af smukke fugle.