Medlem af Rejsegarantifonden nr. 3392

Email: info@afrikashorisonter.dk

Telefon: (+45) 22 82 75 90

Diani Sea Resort

Diani Sea Resort

Diani Beach - Kenya

Prisniveau

Oplevelsen

Bæredygtighed

Introduktion

Diani Sea Resort er et All Inclusive Resort med masser af plads velegnet til både par og familier med børn. Resortet har en god og velfungerende restaurant og en skøn swimmingpool med et dejligt stykke strand ude foran.

 

Beliggenhed

Der er 5 km. / 10 min kørsel fra den lokale lufthavn, Ukunda, når I kommer fra Masai Mara eller 43 km. / 1,5 times kørsel, inklusiv Mombasa færgen, når I kommer fra Mombasas Internationale Lufthavn.  Stranden er Diani Beach syd for Mombasa by.

 

Om Diani Sea Resort

Der er 170 værelser.  Alle værelser har myggenet, aircondition, satellit-tv, gratis WiFi, kaffe- og tefaciliteter, minikøleskab, safebox, toilet/badeværelse med bruseniche og hårtørrer.

 

Der er følgende værelsestyper:

 

Comfort værelse med balkon:
Plads til to voksne. To enkeltsenge eller en dobbeltseng. Babyseng eller seng til barn kan arrangeres.

 

Bahari værelse:
Plads til to voksne. To enkeltsenge eller en dobbeltseng. Værelserne ligger nærmere stranden og poolområdet og og har fin udsigt fra balkonen. Der er gratis minibar, som bliver fyldt dagligt.  Babyseng eller seng til barn kan arrangeres.

 

Comfort familieværelse:
Plads til to voksne og to børn. Har to opholdsrum samt separat soveværelse med to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Det separate værelse er indrettet med loft vifte samt myggenet omkring sengen. Babyseng kan arrangeres.

 

Bahari familieværelse:
Plads til to voksne og op til tre børn. Indrettet med opholdsrum og separat soveværelse med to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Værelserne ligger nærmere stranden og pool området og tilbyder smukke omgivelser fra balkonen. Det separate værelse er indrettet med aircondition samt myggenet omkring sengen. Værelset har gratis minibar, som bliver fyldt op dagligt. Babyseng kan arrangeres.

 

Har I tre børn så spørg hos os efter mulighederne.

Din dag på Diani Sea Resort

Dagene er skønne med klip klappere og afslapning under velordnede forhold. Bad, svøm og pjask i poolen. Gå tur langs den smukke strand eller løb ud i bølgerne i det Indiske Ocean. Tag en kold drink i poolbaren, slap af i liggestolene under palmerne eller smut ind på et andet Beach Resort, længere nede af stranden, for en frokost.

 

Aktiviteter:

Der er daglige aktiviteter som vandpolo, strandvolleyball og fodbold. Hertil er der tennisbane og bordtennis samt flere aktiviteter til de helt unge medlemmer i familien med forskellige spil.

 

Udflugter:

Der er også mulighed for udflugter med bl.a. dykning, solnedgangsture, delfinture, besøg i Mombasas gamle bydel osv. Det er blot at vælge eller lade være og slappe af og nyde jeres skønne Beach Resort.

 

Restauranten:

Der er en god og velfungerende restaurant som sætter en stor ære i at servere den friskeste mad og går  meget op i, at næsten alt er forberedt fra bunden. Der er en blanding af spændende temaaftener som italiensk, græsk, mexicansk, autentisk swahili, traditionel afrikansk og en fristende grill for blot at nævne nogle få.  Derudover er der en strandbar, hvor du også finder et udvalg af snacks som pizza, burger og lokale, lette retter.

 

Om aftenen er der lidt underholdning med akrobat show og lign. Har I ikke lyst til underholdning vælger I blot at være i et andet område på Diani Sea Resort. Lysene, lyden af bølgerne fra havet og det eksotiske islæt giver skøn stemning.

 

Bæredygtighed

Diani Sea Resort er stolte modtagere af Travelife Gold belønningen. De har blandt andet formået at reducere affald ved at være et af de første hoteller på kysten, der introducerede genopfyldelige vandflasker på værelset, bruger genbrugspap sugerør og genopladelige batterier.

Billeder

Se flere overnatningssteder