Flamingoen - Afrikas Horisonter

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 3392

Email: info@afrikashorisonter.dk

Telefon: (+45) 60 16 75 90 | (+45) 22 82 75 90

Flamingoen




Afrikas yndefulde danser

Flamingoen

Med deres ekstremt lange ben og hals og rosa eller røde fjerdragt er flamingoen let genkendelig. Og når tusinder af disse smukke fugle samles på ét sted, er synet ganske enkelt overvældende.

 

Dette er tilfældet i flere af Afrikas søer i Great Rift Valley. To arter af flamingoer kan ses her; den store flamingo (phoenicopterus ruber) og den lille flamingo (phoeniconaias minor). Den store flamingo kan blive helt op til 1,5 meter høj, men vejer kun sølle 4 kg, mens den lille flamingo kan blive 1 meter høj og veje 2 kg. Det er forunderligt, at så stor en fugl vejer så forholdsvist lidt, men det kan naturligvis forklares med benenes imponerende længde, som i forhold til fuglens størrelse er længere end hos nogen anden fugl.
På trods af sin måske lidt skrøbelige udseende findes flamingoen i mange dele af verden, hvor kun få andre dyrearter kan overleve. De findes ofte under meget salte eller basiske forhold og er tolerante over for temperaturændringer. Blandt andet Lake Nakuru og Lake Bogoria er såkaldte saltsøer, og pH-værdien her ligger på 10,5. Hvis et menneske gik ud i en sådan sø, ville huden på benene forsvinde i løbet af kort tid, men flamingoen er tilpasset livet i de basiske søer. De lange ben er helt nøgne, så fjerdragten ikke ødelægges, og huden på benene er så hårdfør, at den ikke tager skade af søens vand.

 

 

Når maden skal sies

Flamingoerne samles blandt andet i Lake Bogoria dels for at yngle men også for at finde føde, og det er netop fødesøgningen der - set fra en adfærdsbiologs perspektiv - er utrolig interessant og fascinerende.
Når jeg betragter en flamingo, er noget af det første, der slår mig, ud over flamingoens smukke farver, dens noget særprægede næb. Men ligesom alt andet i naturen har også udseendet af dette en logisk forklaring. Flamingoens næb er vinkelbøjet og har langs inderkanten en række lamelle

Læs mere

Med deres ekstremt lange ben og hals og rosa eller røde fjerdragt er flamingoen let genkendelig. Og når tusinder af disse smukke fugle samles på ét sted, er synet ganske enkelt overvældende.

 

Dette er tilfældet i flere af Afrikas søer i Great Rift Valley. To arter af flamingoer kan ses her; den store flamingo (phoenicopterus ruber) og den lille flamingo (phoeniconaias minor). Den store flamingo kan blive helt op til 1,5 meter høj, men vejer kun sølle 4 kg, mens den lille flamingo kan blive 1 meter høj og veje 2 kg. Det er forunderligt, at så stor en fugl vejer så forholdsvist lidt, men det kan naturligvis forklares med benenes imponerende længde, som i forhold til fuglens størrelse er længere end hos nogen anden fugl.
På trods af sin måske lidt skrøbelige udseende findes flamingoen i mange dele af verden, hvor kun få andre dyrearter kan overleve. De findes ofte under meget salte eller basiske forhold og er tolerante over for temperaturændringer. Blandt andet Lake Nakuru og Lake Bogoria er såkaldte saltsøer, og pH-værdien her ligger på 10,5. Hvis et menneske gik ud i en sådan sø, ville huden på benene forsvinde i løbet af kort tid, men flamingoen er tilpasset livet i de basiske søer. De lange ben er helt nøgne, så fjerdragten ikke ødelægges, og huden på benene er så hårdfør, at den ikke tager skade af søens vand.

 

 

Når maden skal sies

Flamingoerne samles blandt andet i Lake Bogoria dels for at yngle men også for at finde føde, og det er netop fødesøgningen der - set fra en adfærdsbiologs perspektiv - er utrolig interessant og fascinerende.
Når jeg betragter en flamingo, er noget af det første, der slår mig, ud over flamingoens smukke farver, dens noget særprægede næb. Men ligesom alt andet i naturen har også udseendet af dette en logisk forklaring. Flamingoens næb er vinkelbøjet og har langs inderkanten en række lameller, hvoraf nogle er forsynet med små hår. Når flamingoen søger føde, fører den hovedet ned til overfladen, så næbbet vender på hovedet, og spidsen af næbbet peger bagud, og den bevæger så hovedet fra side til side. Med hurtige bevægelser med tungen pumper den vand ind og ud af det let åbne næb. Dette resulterer i, at flamingoen får filtreret madpartikler fra ved at si dem gennem lamellerne og hårene.

Flamingoen bruger meget af sin tid på at søge efter føde, og dette er grunden til, at man oftest ser dem bevæge sig rundt i søen med hovedet bukket forover og næbbet under vandet. Mens den går på lavt vand, roder den nemlig op i mudderet på bunden med fødderne, hvorved mange af flamingoens fødeemner hvirvles op i vandet.
Den store flamingo lever af krebsdyr, bløddyr og orme, mens den lille flamingo næsten udelukkende lever af mikroskopiske alger, som der findes mange af i saltsøer. Forskellighederne i valget af fødeemne gør, at de to arter af flamingoer ikke konkurrerer med hinanden, og det er også derfor, at den store flamingo, når den søger efter føde, stikker hele hovedet under vandet og ikke kun næbbet. Føden, som den store flamingo indtager, lever nemlig dybere nede i vandet end den lille flamingos føde.
Føden er netop årsagen til, at flamingoen har den meget let genkendelige farve. De alger og krebsdyr, fuglene indtager, indeholder nemlig stoffet canthaxanthin, der er et orange-rødt farvestof, som er beslægtet med det farvestof, der findes i gulerødder. En flamingo får først den karakteristiske røde farve, når den er udvokset. Når en flamingounge kommer ud af ægget, er dens dun hvide, og når den forlader reden, er den en lille gråhvid fugl.

 

 

Den yndefulde danser

Flamingoen er blandt en af de mest sociale fugle, og selv dens kurmageri udføres i grupper, hvilket resulterer i en forbløffende og imponerende adfærd. Tusinder af individer udfører en utrolig danseopvisning, når de åbner deres vinger eller løfter og drejer deres hoveder i en stor, samtidig bevægelse. Dansen er en vigtig del af kurmageriet, og efter nogle uger har parrene fundet hinanden og kan begynde parring og redebygning. Disse gruppe-kurtiseringer bevirker, at alle fuglene er klar til at parre sig samtidig. Dette sikrer hurtig og synkron æglægning, så snart omstændighederne tillader det. Dette er naturens måde at sikre, at alle flamingoer lægger æg samtidig, da der på den måde er flere unger, der overlever, end hvis yngletidspunktet ikke var synkroniseret. Rovdyrene tager selvfølgelig sin del af de hjælpeløse unger, men da alle har unger samtidig, er dette ”spisekammer” kun åbent i relativt kort tid. Flamingoens reder er let genkendelige, da de består af mudderhøje, som omgives af en lav voldgrav. De er placeret ca. 1,5 meter fra hinanden, så de er lige uden for hakkeafstand. Begge forældre udruger ægget, og når ungen kan gå, slutter den sig til en flok af andre unger.

5 HURTIGE FACTS


–    Der er 2 arter flamingoer i Afrika – den lille og den store



–    Flamingoer kan tåle søer med stærkt basiske forhold



–    Flamingoerne danser i grupper som en vigtig del af kurtiseringen



–    Flamingoernes yngletidspunkt er synkroniseret



–    Alle unger er hvide og kommer ud af deres æg samtidig




Flamingoens lyserøde farve skyldes føden

Fjerdragten skal vedligeholdes

Denne sø kan være lyserød

Flamingoer i morgendis

>