Medlem af Rejsegarantifonden nr. 3392

Email: info@afrikashorisonter.dk

Telefon: (+45) 22 82 75 90

Chobe




Verdens største bestand af elefanter

Chobe

Botswanas berømte Chobe National Park er et must på en hver Botswana safari.

 

Der er gode muligheder for at se store flokke af elefanter, der bader, svømmer og leger omkring Chobe floden, og det er en stor oplevelse. Det er ikke kun de store flokke af elefanter, der er imponerende langs Chobe floden, det er også store flokke af bøfler og antiloper, blandt andet de sjældne sabelantiloper. Det er Botswanas første nationalpark, og parken kan prale af den største koncentration af vilde dyr i Afrika. Chobe National Park er et af de bedste steder for flodkrydstogter, hvis man gerne vil opleve dyreliv.

 

Området

Chobe National Park ligger i det nordlige Botswana og grænser op til Namibia, Zambia og Zimbabwe. Parken er en stor park på ca. 11.000 km², som svarer til Sjælland, Fyn og Bornholm tilsammen. Chobe National Park er opdelt i fire forskellige områder med forskellige landskaber. De er som følger: Serondela også kaldet Chobe Riverfront, Savuti, Linyanti vådområdet og Nogatsaa.

 

Serondela området er det mest kendte og nemmest tilgængelige, da det ligger lige ved byen Kasane og ikke langt fra Victoria vandfaldene. Denne del af parken er koncentreret om Chobe floden og de store flokke af dyr. Det er den klart mest besøgte del af nationalparken og en stor oplevelse.

 

Savuti området omfatter næsten halvdelen af Chobe National Park - ca. 5.000 km². Savuti ligger i den sydvestlige del af Chobe National Park. En del af området er næsten ørken, mens andet består af græssletter og sumpområder. Savuti kanalen har sit eget liv og har været udtørret i perioder på over 40 år. Den begyndte ellers at flyde igen i 2009, men er nu igen udtørret siden 2014.

Linyanti ligger nord for Savuti i det nordøstlige hjørne af Chobe National Park. Linyanti kan sammenlignes med Serondela, men her får man dyreoplevelserne meget mere for sig selv, da det er et privat område. Linyanti floden danner et kæmpe sumpområde, der tiltrækker en stor koncentration af dyreliv og store flokke af elefanter.

 

Nogatsaa området ligger dybt inde i nationalparken ca. 80 km syd for Chobe floden. Det er det mindst besøgte område, men her er stadig rigtig god safari, når der er vand, som tiltrækker mange dyr. Den bedste sæson er derfor lidt senere her - fra december til april.
Den nærmeste by ved Chobe er Kasane, der ligger blot 10 minutters kørsel fra en fin international lufthavn. Der er 80 km til Victoria vandfaldene - en køretid på ca. 1 time og 30 min.

 

Dyreliv

Chobe har den største koncentration af vilde dyr i Afrika og er berømt for at have verdens største bestand af elefanter på omkring 120.000. Her er også de største bøffelflokke i Afrika på helt op til ca. 1.000 bøfler. Ligeledes ses store løveflokke, og især løverne i Savuti området er blevet kendt for at kunne angribe og nedlægge elefanter. Der er ikke Big 5, da næsehornet ikke findes længere i området. Savuti er også kendt for de vilde hunde, som man ser rigtig tit. Der er masser af antiloper, zebraer, gnuer, kuduer, geparder, hyæner, giraffer, flodheste og gigantiske krokodiller. Der er over 300 fastboende fuglearter, og i højsæsonen for trækfuglene, er der mulighed for endnu flere fugleoplevelser.

 

Safariaktiviteter

Chobe National Park er unik, da den har forskellige områder med varieret natur og dyreliv, så det er optimalt at kombinere f.eks. Chobe Riverfront med Savuti og stadig have en afvekslende safari i samme nationalpark. Der er safarier i såvel safarikøretøj som safaribåd.

 

Safarien kan både være i åben og lukket safarikøretøj, afhængigt af om I kører fra sted til sted, eller om I kommer ind med et lille safarifly. Ved Chobe Riverfront er der mulighed for safari i såvel safarikøretøj som i båd.

 

Linyanti er et privat område, så det er muligt at køre offroad, have natsafarier, båd- og kanosafarier, mm.
I Savuti og det afsidesliggende Nogatsaa er der kun jeep-safarier.

 

Egen vurdering af Chobe National Park

Chobe National Park er unik og har et klassisk safarilandskab med både ørkenagtige landskaber, græssavanne, floder og sumpområder.

 

Da koncentrationen af dyr er meget stor omkring Chobe Riverfront, er der mange turister i højsæsonen. Men det er stadig en stor oplevelse at se de store flokke af dyr samles omkring floden.

 

Det, at man både kan have safari med safarikøretøj samt bådsafarier, er også et stort plus. I Savuti og Linyanti er der færre besøgende, så her er en mere autentisk safarifølelse, men da det er besværligere at komme dertil, er det også en del dyrere. Nogatsaa området er kun for overland safarier hvor I kører hele vejen dertil, og sæsonen er modsat de andre områder i Chobe National Park.

 

Sæson

Chobe National Park kan besøges hele året og der er altid nok vand i Chobe floden til at udføre bådsafarier. Den bedste periode er den tørre periode og her vil de største elefant- og dyreflokke flokkes omkring Chobe floden. Der er dog en undtagelse for et lille område af Chobe, som hedder Nogatsaa, der er bedst fra december – april.

 

Juli – september er den tørre periode, og den periode hvor der vil være størst dyrekoncentration. De enorme flokke kredser om Chobe floden, da de fleste vandhuller er tørret ud andre steder i nationalparken.

 

Oktober – december er en rigtig fin periode. Det er nogle varme måneder og der kommer lidt regn i november.

 

Januar – februar er regnsæson og den mindst interessante periode. Det er dog godt i Nogatsaa området af parken.

 

Marts – Juni er en fin periode men frodig, så det er sværere at se dyrene.

Læs mere

Hvorfor besøge Chobe National Park?


–    120.000 elefanter – verdens største bestand



–    Mulighed for at opleve elefanter bade og svømme



–    Bådsafari, hvor du kan se enorme dyreflokke



–    Mange vilde hunde i Savuti



–    Fire landegrænser mødes i én nationalpark




Bådsafari på Chobe floden er helt unikt

Bådsafari er meget afslappende

Det kan ikke undgås at tage masser af billeder

I bliver aldrig træt af at se på elefanter

Her ser I masser af flodheste græsse

Flodhesten er det farligste dyr i Afrika

Der er masser af krokadiller

Safari langs Chobe floden

120.000 elefanter - verdens største bestand

Elefanter og atter elefanter

Om eftermiddagen langs Chobe floden drikker og bader de

Det er ikke kun elfanter langs floden

I Savuti er det kun safari i bil

Savuti er kendt for deres vilde hunde

Den afrikanske vilde hund er en af de mest succesrige jægere

Savuti er kendt for deres løver

Et kaffestop på savannen

Vandbukke i Savuti

Girafs position når drikker og spiser fra jorden