Etosha National Park har været under beskyttelse siden den tyske kolonitid og er blevet et af de mest kendte safariområder i Afrika. Området består af halvtør græssavanne og saltslette, og dyrene samles omkring vandhullerne. I nogle få dage hvert år, efter at det har regnet, så fyldes saltsletten med vand, og så samles der tusindvis af flamingoer og pelikaner.
Etosha National Park ligger i det nordlige Namibia og dækker et område på cirka 22.270 km². Det er Afrikas 3. største safariområde og er både større end Krüger National Park og Serengeti. Til sammenligning er Jylland ca. 29.777 km². Saltsletten som er på 4.731 km², er den største af sin art i Afrika. Den ligger centralt i National Parken og det er en nærmest skinnende hvid skorpe af saltkrystaller, som strækker sig så langt øjet rækker.
Windhoek ligger lidt over 400 km. Syd, og transporten tager lidt over 4 timer ad god asfaltvej. Det er et rigtig godt sted at starte eller slutte sit Namibia eventyr.
Her er et rigt og forskelligartet dyreliv, der har tilpasset sig de hårde livsbetingelser under ørkenlignende forhold. Der siges at være 114 pattedyrsarter, 110 krybdyrsarter, 16 paddearter, 340 fuglearter og endda én fiskeart i Etosha National Park. De mest almindelige er zebraer, kudu'er, oryx'er, giraffer, springbukke, impalaer og elands, som trives på græsarealerne, mens der også kan ses store flokke af elefanter, som lever i områder med tættere vegetation. Elefanterne er faktisk nogle af Afrikas største på grund af de vitaminer og næringsstoffer, der findes i jorden. Her er også det truede sorte næsehorn og endda leoparder. Løver dominerer fødekæden for rovdyr og har lært snedigt at bruge vandhullerne som jagtområder, mens mindre rovdyr som den sortryggede sjakal bevæger sig omkring tilsyneladende uvidende om tilstedeværelsen af mennesker. Her er strudse og ellers hæver girafferne sig højt over størstedelen af den tørre vegetation.
Fugleentusiaster vil elske regnsæsonen i Etosha. Efter gode regnskyl fyldes saltfladen med vand, hvilket tiltrækker en skare af flamingoer og pelikaner. Der er blevet talt mere end 340 fuglearter i Etosha National Park.
Her er ikke Big 5, da bøflen ikke findes i National Parken.
Det er en klassisk safarioplevelse, I får i Etosha National Park, og den foregår kun i safarikøretøjer/biler og man må ikke køre offroad, så man skal holde sig til de fastlagte spor. Det er ikke tilladt at lave vandresafari, og man må kun opholde sig i området efter solopgang og inden solnedgang. Alternativet er de private områder, hvor det er tilladt at køre offroad, samt at tage på aften- og vandresafari.
Det er en meget anderledes safarioplevelse end mange af de andre safarilande. Man kører en del rundt uden at se så mange dyr, men safarien omkring vandhullerne er rigtig fin, for alle dyr har brug for vand, så det er her, der er mest aktivitet. Det er bestemt værd at vente og se mangfoldigheden af arter, der kommer for at drikke samt at observere dyrelivets dramaer, der udfolder sig ved vandhullerne.
Et alternativ er at vælge et af de private områder, der støder op til Etosha National Park. Her er dyreoplevelserne rigtig gode, og man kører væsentligt mindre rundt, da områderne er mindre. Hvis man vælger de gode områder, så er der gode dyrekoncentrationer med væsentlig færre safarikøretøjer og uden kør selv biler (meget sammenligneligt med de private områder der støder op til Krüger National Park).
Den bedste periode er den tørre periode, men der er mindre forskelle mellem perioderne end i mange andre safariområder.
Maj - Oktober er den tørre periode og den periode, hvor det er lettest at se dyr, da de samles omkring vandhullerne. Det gør det også lettere at få øje på dyrelivet, da græsset er lavere, og buskene er mere sparsomme.
November - April er den våde periode, selvom der ikke falder så meget regn, så er det stadig svært at se dyrene, da dyrelivet spredes mere ud, fordi vandressourcerne er mere tilgængelige, og dyr behøver ikke at samles omkring vandhullerne som i tørkesæsonen. Men her er mere grønt og frodigt og et større fugleliv i denne periode.
– Sydlige Afrikas store vilde natur
– 3. største safariområde i Afrika
– Kæmpe saltslette
– Ørken safari
– Masser af aktivitet omkring vandhullerne