Afrikas lydløse kæmpe - Afrikas Horisonter

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2729

Email: info@afrikashorisonter.dk

Telefon: (+45) 60 16 75 90

Afrikas lydløse kæmpe




En næse fuld af muligheder

Afrikas lydløse kæmpe

Den afrikanske elefant

 

Den afrikanske savanneelefant er imponerende af størrelse. Man tager sig selv i at holde vejret, når man står ansigt til ansigt med dette enorme dyr, og man skal være mere end almindeligt selvsikker, hvis ikke man føler bare en smule ærefrygt skylle igennem kroppen.
Den afrikanske elefant er det største nulevende landdyr, og den kan blive op til fire meter høj og veje over seks tons. Elefanter kan blive ca. 60 år gamle, og bortset fra mennesker og menneskeaber findes der ikke andre landpattedyr, der kan blive så gamle.
Et dyr så stort som elefanten kræver enorme mængder af mad for at kunne overleve. En voksen han elefant kan æde 150 kg på en dag, og når elefantens føde hovedsageligt b [...]

Læs mere

Den afrikanske elefant

 

Den afrikanske savanneelefant er imponerende af størrelse. Man tager sig selv i at holde vejret, når man står ansigt til ansigt med dette enorme dyr, og man skal være mere end almindeligt selvsikker, hvis ikke man føler bare en smule ærefrygt skylle igennem kroppen.
Den afrikanske elefant er det største nulevende landdyr, og den kan blive op til fire meter høj og veje over seks tons. Elefanter kan blive ca. 60 år gamle, og bortset fra mennesker og menneskeaber findes der ikke andre landpattedyr, der kan blive så gamle.
Et dyr så stort som elefanten kræver enorme mængder af mad for at kunne overleve. En voksen han elefant kan æde 150 kg på en dag, og når elefantens føde hovedsageligt består af bark, blade, grene og græs, og elefanten ydermere er meget dårlig til at fordøje sin mad, kræver det sin elefant at finde nok til at blive mæt. Elefanten bruger da også mange timer i døgnet på fødesøgning - ja, over halvdelen af døgnets timer bliver faktisk brugt på denne aktivitet. De store mængder mad kræver en ordentlig tår vand at skylle ned med, og en voksen elefant kan drikke op til 200 liter vand, når den gæster et vandhul.

 

En familie der holder sammen

 

Et elefantsamfund er matriarkalsk opbygget. En flok består af hunner og deres unger og ledes af den dominante hun - matriarken. Hun er den ældste og mest erfarne hun i flokken. Matriarken leder flokken til vand og mad af ruter, som flokken har fulgt i generationer, og fører den så vidt muligt uden om farlige situationer. Voksne tyre tilslutter sig flokken, når der er parringsvillige hunner, men ellers går de unge hanner ofte sammen i såkaldte ”bachelor-grupper”, mens de ældre hanner lever alene.
Elefanttyre bliver kønsmodne i 15-årsalderen, men får sjældent mulighed for at parre sig, før de er omkring 30 år gamle. Når hannerne leder efter hunner i brunst, går de i det, man kalder ”musth”. Det er en tilstand, hvor tyrene er særligt ophidsede og aggressive, så de kan blive i stand til at jage andre hanner væk og parre sig med hunnerne. I sådanne perioder vil de yngre tyre vandre omkring og udfordre de ældre for at få adgang til hunnerne. Konfrontationer afgøres som regel med rent visuelle demonstrationer af størrelse og styrke, men af og til kommer det til egentlig kamp, hvilket kan være fatalt for kombattanterne. Elefanter kan også udvise ganske aggressiv adfærd over for andet end artsfæller. De hader løver, som kan udgøre en trussel mod meget unge kalve, men er også observeret jage andre dyrearter væk fra et vandhul tilsyneladende uden grund. Overraskende nok bakker de - på trods af fordelen i størrelse - ofte væk, når de bliver konfronteret af en stædig bøffel eller næsehorn.

 

En næse med muligheder

 

Elefantens snabel er et imponerende organ, og den er uden sidestykke i dyreverdenen. Den fungerer både som verdens største næse, der er i stand til at lugte mad og farer mange kilometer væk, og som et slags femte ben, der på én gang er så fintfølende, at den kan samle et plantefrø op, men samtidig er stærk nok til at rive grene af træer. Snablen er en bevægelig forlængelse af elefantens overlæbe og snude, og den består af tusindvis af muskelpar. En snabel er et kompliceret organ, og ligesom menneske babyer skal lære at bruge deres arme, fingre og hænder, skal en elefantunge lære at bruge sin snabel. Dette får den hjælp til at sin mor, tanter og ældre søskende, og så er det ellers bare om at prøve sig frem.
Snablen er nok elefantens mest karakteristiske træk, men også andre karakteristika falder i øjnene når man kigger på en elefant - karakteristika som alt sammen bidrager til elefantens særegne adfærd. Stødtænderne er forvoksede fortænder, som både findes hos hannerne og hunnerne hos den afrikanske elefant. Disse tænder har udviklet sig til både et dødbringende våben og et arbejdsredskab, som kan grave rødder og mineraler op og rive træer i stykker. Elefantens store ører er også et træk, man lægger mærke til, når man betragter en elefant. De store ører er ikke blot medvirkende til, at elefanten har en fremragende hørelse, de hjælper også til at nedkøle elefanten. Elefantens ører er tyndhudede og fylde med blodkar, og hvis elefanten har det for varmt, afkøler den blodet ved at blafre med de store ører. Man skal dog ikke tage blafren med ørerne for et sikkert tegn på, at elefanten har det varmt. En vred elefant vifter hurtigt med ørerne og løfter snablen til slag, en venlig elefant vifter langsomt med ørerne og strækker snablen frem til hilsen. Elefantens hud ses ikke magen til hos nogen anden dyreart. Den er fyldt med revner og fordybninger, hvor mudder, som elefanten har kastet op på ryggen vha. snablen, sidder fast. Vandet i mudderet fordamper langsomt og bidrager dermed med konstant nedkøling til elefanten.

 

Det lydløse sprog

 

Elefantens størrelse taget i betragtning er det utroligt, at den kan bevæge sig stort set lydløst. Dette skyldes elefantens fodsåler, som består af en ”svampet”, blød overflade. Men disse gør ikke kun elefanten i stand til at bevæge sig uden larm - de spiller også en rolle, når elefanterne skal kommunikere med hinanden. Elefantflokke kommunikerer til dels ved hjælp af forskellige former for trompetering og rumle-lignende lyde, som alle kan høres af det menneskelige øre. Men der kommunikeres også med lavfrekvente lyde, som vi mennesker ikke kan opfange. Forskere mener, at elefanter bruger deres fødder til at opfange disse lyde udsendt af andre elefanter. Dette gør elefanter i stand til at kommunikere og holde kontakten over lange afstande, da de lavfrekvente lyde kan ”rejse” flere kilometer længere end de andre lyde, elefanterne udsender. De lavfrekvente lyde resulterer i seismiske vibrationer i jorden, og ved at være i stand til at opfange disse, kan elefanter få informationer om, hvor deres artsfæller befinder sig, om de er familiemedlemmer, og om de er i fare. Derudover mener man, at det muligvis også kan varsle elefanterne om et eventuelt snarligt skifte i vejret.


Hvordan ændre jeg overskriften “Gode råd til rejsen”



En snabel har 2000 muskler



En følsom fod med tyk hud




En elefant bliver født

Forældreløse unger vokser op

Gruppens leder - en matriark

Familie bånd bliver knyttet allerede fra små unger

>